Langs Herslev Strand er der mange af de karakteristiske planter for kystskrænter, såsom nikkende limurt og bakkesoløje.
Roskilde Fjord adskiller Hornsherred og Nordsjælland og er godt 41 km lang fra sin start i bunden af Lejre Vig til udmundingen i Isefjorden. Fjordarealet i nationalparken er ca. 74 km2. Ved fjordens sydøstlige kyst ligger byen Roskilde, som fjorden jo er opkaldt efter.
De landskabelige temaer, som er karakteristiske for Roskilde Fjord er lavtliggende afgræssede strandenge og markante kystskrænter, der kan være græs- eller skovklædte. På nogle strækninger ligger skrænterne helt ud til fjorden; på andre tilbagetrukket og med strandengene beliggende foran. Gamle aflejringer skabt af forkastninger og afsmeltningen af isen med efterfølgende havstigninger og senest landhævninger, har givet fjorden sit nuværende udseende og karakteristika.
Landhævninger betød at store, flade arealer blevet tørlagt, og strandengene opstod. Flade stengrunde blev atter til de talrige øer og holme, vi kender i dag, og som er af meget stor betydning for fjordens rige fugleliv.
Roskilde Fjord er EF-fuglebeskyttelsesområde og EU-habitatområde, der tilsammen udgør Natura 2000område nr. 136.
Fjorden er en forholdsvis lavvandet fjord med en dybde på ca. 4- 5 m de fleste steder, men har også enkelte dybe huller, som fx “Hestehullet” nordvest for Herslev Havn, hvor der er ca. 29 m dybt.
Fjordområdet kendes bl.a. for de mange fund af vrag og sunkne skibe; bl.a. fra vikingetiden, hvilket i Roskilde har givet anledning til opførelsen af Vikingeskibsmuseet. Langs Roskilde Fjord har der i stenalderen ligget adskillige bopladser. Nær Skuldelev i Hornsherred har man i anden halvdel af 1000tallet. iværksat en spærring af den smalle Peberrende der havde det mest direkte sejlløb ind til Roskilde, for at beskytte indsejlingen til byen. Som materiale anvendte man fem skibe, “Skuldelevskibene”.
Fjordens lave vand, de mange småøer og grunde har betydet store vanskeligheder for sejladsen, men har skabt forudsætning for et rigt fiskeri, hvor især ålebundgarnenes lange pælerækker langs snævringerne har kendetegnet farvandet. Fiskeriet er imidlertid gået stærkt tilbage, ligesom den industrielle opgravning af østersskaller, der foregik ved Frederikssund helt op til 1997.
Roskilde Fjord bærer i dag stærkt præg af menneskelig aktivitet og er et yndet fritidsområde med lystbådehavne, turistbådssejlads og kun lidt godstrafik. Bebyggelse, byer, lystbådehavne, campingpladser mm ligger langs kystlinjen, men området rummer fortsat store naturværdier og giver rig mulighed for at opleve dette.
Roskilde Fjord, rummer bl.a. en række marine typer, som er karakteristiske for lavvandede beskyttede fjorde:
Sandbanker med lavvandet, vedvarende dække af havvand (600 ha).Mudder- og sandflader blottet ved ebbe (50 ha).Kystlaguner og strandsøer (10 ha)Større lavvandede bugter og vige (knap 10.000 ha).Dyreliv Fuglelivet i Roskilde Fjord er helt unikt, primært som rasteområde på lavvandede brakvandsområder, men fjorden har også stor værdi som yngleområder. Med tidligere 10-20.000 ynglende fuglepar fordelt på 25-30 arter, er Roskilde Fjord med tilstødende strandenge og skovpartier, et af Danmarks vigtigste yngleområder.
I efteråret, uden for yngletiden, tiltrækker området mellem 30.000 og 60.000 rastende og fouragerende fugle, og om vinteren endnu flere. Særlige fuglearter der forekommer i fjorden tæller knopsvane, sangsvane, terner (fjordterne og havterne), klyder, troldænder, hvinand, stor skallesluger mfl.
Det er således ikke uden grund, at Roskilde Fjord er udpeget som Fuglebeskyttelsesområde, nr. 105. På udpegningsgrundlaget findes følgende arter, inddelt i grupper: Ynglefugle (klyde, fjordterne, havterne, dværgterne). Ved Bognæs kan man observere havørne over fjorde.
Trækfugle der raster i internationalt betydende antal (knopsvane, grågås, troldand, hvinand, stor skallesluger og blishøne).
Trækfugle, der raster i nationalt betydende antal (sangsvane, havørn).
I kraft af mange lavvandede områder med blød eller sandet bund rummer fjorden – trods lokale iltsvind – stedvis rig bunddyrsfauna med rig forekomst af forskellige arter af muslinger, børsteorme og krebsdyr.
Herslevområdet
Delområdet omfatter Herslev Ejerlaug med landsby, lystbådehavn og lavbundsarealet mod øst, samt Herslevgård og hele den højtliggende nord- og vestvendte pynt ud mod Lejre Vig ned til Lejre Å.
Vegetation Kystskrænterne, især de vestvendte, har en stor botanisk betydning på grund af forekomsten af en rig og varieret skræntflora med nikkende limurt, knoldet mjødurt, alm. pimpinelle, bakke-soløje, rosen-katost, hjertegræs, vår-star og stivhåret kalkkarse.